Om uddannelsen

Datamatiker med speciale i spiludvikling er en ny vinkel på den traditionelle datamatikeruddannelse. Formålet med specialet i spiludvikling er at skabe udviklere med speciale i spiludvikling og -realisering. Du behøver ikke at kunne programmere, når du starter på studiet, da undervisningen starter fra bunden, så alle kan være med – men et solidt kendskab til computere vil være en fordel.

I løbet af uddannelsen vil du blive undervist i programmering, netværk, modding, game engines, hardware, operativsystemer og databaser. Alt sammen med henblik på at give dig viden og forudsætningerne for at blive en god spiludvikler, samt at kvalificere dig til at bestride andre jobs inden for it-branchen.

Hovedformålet med uddannelsen er dog at gøre dig til en solid spilprogrammør og -iværksætter, der er klar til at skabe morgendagens computerspil.

Uddannelsen bliver udbudt i samarbejde med Erhversakademi Dania, Skive Handelsskole og Viden Djurs.

Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelse inden for informationsteknologi og Studieordning for datamatikeruddannelsen 2010

Uddannelsesforløb og økonomi

Uddannelsen er normeret til 2,5 år hvoraf 3 måneder er praktik.

Der er mulighed for at kombinere uddannelsen med et udlandsophold. Enten som led i praktik, studieophold eller som videreuddannelse. Eller benytte chancen for at starte egen spilvirksomhed - alene eller med studiekammmerater - og bliv hjulpet i gang af vores dynamiske iværksættermiljø.

Du er berettiget til fuld SU under hele uddannelsen. Også under praktik og evt udenlandsophold.

Optagelse og studiestart

Adgangskravene til uddannelsen er en gymnasial eksamen eller en relevant erhvervsuddannelse (fx Web-integrator, Digital Media eller lignende). Uanset om du har en gymnasiel eller en erhvervsuddannelse skal du have matematik på B-niveau.

Har du en relevant erhvervsuddannelse, men ikke matematik på B niveau, kan du godt søge alligevel. Så kigger vi på dine uddannelsesforløb og dit erhvervsarbejde og vurderer, om du kan starte på uddannelsen og tage matematik sideløbende.

Næste studiestart er d. 1. september 2011. Ansøgning skal ske via Den koordinerede tilmelding (KOT). Ansøgningsfrist udmeldes på www.optagelse.dk og www.kot.dk .

1) Gå ind på www.optagelse.dk
2) Vælg Datamatiker - EA Dania, Grenaa (optagelsesområdenummer 71665)

Har du spørgsmål angående optagelsesprocessen eller adgangskrav, er du velkommen til at kontakte os på This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. .

Efter uddannelsen

Når du er færdig med uddannelsen, er du rustet til at gå flere veje, hvis du da ikke allerede har fundet din plads i spilindustrien:

* Indehaver eller medindehaver af eget spilfirma
* En karriere inden for de eksisterende spilfirmaer – nationalt eller internationalt
* Freelancer/underleverandør

Desuden vil du kunne varetage de samme jobs, som en mere traditionel datamatiker kan – hvilket kunne være:

* Systemudvikler
* It-konsulent
* Netværkskoordinator
* Programmør
* Projektleder
* etc.

Ligeledes har du mulighed for at få op til 2 års merit og tag en bachelor i datalogi i Århus, Ålborg, Odense eller København.